Antisemitismen vinder frem – igen

Bragt i Berlingske Tidende den 18. oktober.

Den 7. oktober 2023 blev verden vidne til en bestialsk massakre på 1300 jøder i Israel. 200 blev taget som gidsler. Det er det største terrorangreb i verden siden 11. september 2001 og den største massakre på jøder siden holocaust. Det er svært at fatte. Rendyrket ondskab.

Reaktionerne i kølvandet herop burde over hele kloden være fordømmelse. Det er da heldigvis også tilfældet mange steder. I den vestlige verden er der fra officielt hold givet udtryk for støtte til Israel og fordømmelse af massakren. Den danske regering med statsministeren i spidsen har meget markant fordømt det – og samtidigt udtrykt stor sympati for danske jøder og lovet dem, at de aldrig vil være alene. Danmark står bag dem.

Men i Mellemøsten bliver massakren fejret, bl.a. i det iranske parlament. Overalt i den vestlige verden ser vi mennesker fejre massakren! Ja, fejre den! Vi hører råbet ”gas jøderne” i Australien og den jødiske davidsstjerne ses igen på jødisk ejendom i Berlin. Reaktionerne viser, hvor udbredt antisemitismen faktisk er. For det er ikke bare en kritik af Israel, hvad jo er helt legitimt i et demokratisk land. Der er her tale om en utilsløret og rendyrket antisemitisme – for fuld udblæsning uden filter.

Massakren bliver også fejret mange steder i Danmark – både fysisk og på de sociale medier. Hujende kører man rundt i biler med det palæstinensiske flag flagrende ud af bilruderne som havde man vundet en fodboldkamp!

Disse demonstrationer foregår uden politibeskyttelse. Anderledes var det ved en sørgehøjtidelighed for massakrens ofre på Israels Plads to dage. Pladsen var tæt omringet af politibetjente. Og af hensyn til deltagernes sikkerhed blev man af politiet opfordret til – når man forlod pladsen – at fjerne alle jødiske symboler og det israelske flag. Det er absurd.

Synagogen var massivt bevogtet i søndags i forbindelse med en mindehøjtidelighed. Og det er den i øvrigt permanent. Det samme gælder den jødiske Carolineskole, hvor danske jødiske børn hver dag går i skole bag pigtråd og bevogtet af maskinpistolbevæbnede politibetjente og soldater. Skal vi bare acceptere det?

Mellemøsten er dybt inficeret af antisemitismen – og har været det længe – også før staten Israel blev oprettet. Og den pest er desværre fulgt med den massive indvandring til Europa gennem de seneste årtier. Man taler om det multikulturelle samfund – men ordet multi indbefatter ikke jøderne. Mange jøder forlader Europa. Det er slet og ret en tragedie – både for jøderne og for Europa. Det er dybt fortvivlende.

Man kunne have håbet, at massakren i Israel havde rejst en storm af protester og sympatitilkendegivelser for ofrene rundt omkring i Europa. Da den sorte amerikaner George Floyd døde som følge af brutal politivold i USA, fyldtes gaderne i Europas største byer med millioner af mennesker under parolen ”Black lives matter”. Men efter massakren på 1300 jøder i Israel var gaderne i de selvsamme byer stort set tomme? Jews lives don´t matter?

Formanden for den ekstreme Grimhøj-moské benægter massakren og hævder, at muslimer aldrig har behandlet jøder dårligt! Skal man le eller græde? Men hvad siger de mange øvrige imamer her i landet? Vi bliver ofte fortalt, at det store flertal af muslimer og imamer her i landet er moderate og slet ikke på linje med Grimhøj-moskéen eller andre ekstreme.

Men tager de til genmæle – og fordømmer de massakren? Jeg har ikke hørt en lyd. Den, der tier, samtykker? De ledende folk i folkekirken synes også meget tavse. Folkekirkens Nødhjælp samler ind til de civile i Gaza og Paven beder for alle! Men ingen fordømmelse af massakren. Dybt skuffende og uforståeligt.

I samme uge som massakren fandt sted, har vi her i Danmark markeret 80-året for redningen af de danske jøder under 2. verdenskrig. Det danske folk slog dengang ring om de jødiske medborgere. Kirkens førende biskop, den københavnske biskop Hans Fuglsang-Damgaard, skrev det berømte hyrdebrev ud til alle landets præster med en opfordring til at hjælpe og beskytte de jødiske landsmænd.

Jeg skal derfor komme med en kraftig opfordring til alle danskere om at handle, som man gjorde dengang i 1943. Lad os genoplive ”ånden fra 43”! Lad os bakke op om vores jødiske medborgere. Lad os udtrykke vores solidaritet med det folk, som igen – som så mange gange i dets historie – har været udsat for antisemitismen, der som en pest hastigt spredes ud over det europæiske kontinent – 78 år efter afslutningen på holocaust! Lad os gøre alt, hvad vi kan, for at udrydde den sygdom fra vores samfund.

Mogens Lønborg
Bestyrelsesformand