Vi har gennem de seneste årtier set en bekymrende udvikling i hele Europa for jødernes situation. Antisemitismen har igen fået vind i sejlene. Dels som et resultat af den stigende indvandring fra Mellemøsten og dels fra en mere aggressiv og voksende nynazistisk gruppering. Hertil kommer en stigende antizionisme båret af et voksende had til Israel især på den yderste venstrefløj og som i nogle tilfælde også dækker over en reel antisemitisme camoufleret bag antizionismen.

Vi har desværre set flere eksempler på modbydelige terroraktiviteter mod jøder, også her i Danmark. Og trusselbilledet for jøderne er blevet markant forværret. Sikkerhedsforanstaltninger overfor jødiske institutioner og arrangementer er blevet kraftigt udbygget. Det er blevet sværere og mere utrygt at leve her som jøder. Et stigende antal jøder – især fra Frankrig og Sverige – har følt sig tvunget til at forlade deres hjem og land – og er draget til Israel.

Den hjemlige debat om at forbyde omskæring af drengebørn har også gjort det tydeligt, at der i befolkningen er en betydelig uvilje og modstand mod det for jøder så afgørende ritual som selve symbolet eller tegnet på det jødiske folk og dettes pagt med Abraham. Det er naturligvis helt legitimt at have forskelige holdninger til spørgsmålet om, hvorvidt staten skal vedtage et forbud herimod. Men debatten har desværre afdækket store misforståelser og afgrundsdyb uvidenhed om jødisk liv og kultur og i visse kredse en modvilje og had til jøder. Falske myter, man kunne have ønsket var blevet begravet for længst, findes desværre stadig.

De seneste årtier har på det politiske niveau – såvel i Danmark som i de fleste andre europæiske lande – været præget af ét altoverskyggende problem: Den stadigt voksende indvandring fra den islamiske verden fra Mellemøsten og Afrika og den i kølvandet herpå store udfordring med at få disse mennesker og deres kultur integreret. På 50-60 år er den islamiske del af befolkningen vokset betydeligt. Hele debatten herom er både betændt og kontroversiel, men de fleste vil nok være enige i, at denne integrationsproces ikke er let og at den langt fra kan siges at have være en succes.

Men vi kan hente inspiration og læring i de danske jøders historie. Næste år – 2022 – har jøderne været i Danmark i 400 år. Og mon ikke de fleste kan være enige om, at denne integrationsproces har været en bragende succes for det danske samfund, herunder for de danske jøder selv. Bidraget fra det relativt lille antal jøder til alle samfundsområder – industrivirksomhed, håndværk, videnskab, litteratur, musik, kunst, finans, politik og meget meget mere – er ganske enkelt imponerende. For jøderne har det evige dilemma i alle årene været på samme tid at integrere sig og bidrage til samfundet og på den anden side at kunne fastholde sin religion og kultur og sædvaner.

Hvad er hemmelighederne bag denne succes? Hvordan har det danske samfund og det politiske niveau ageret – og hvordan har jøderne og det jødiske samfund ageret? Og er der her en læring, man kan drage og anvende i forhold til den aktuelle integrationsudfordring? Og er der en læring i forhold til civilsamfundets rolle i den forbindelse?