Den evige og ækle antisemitisme

Den 27. januar – for 77 år siden – nåede de sovjetiske tropper frem til kz-lejren Auschwitz, hvor der mødte dem et syn, der både den dag og i dag er hinsides al fatteevne. Man fattes ord. De findes ikke.

Må erindringen om disse uhyrligheder aldrig forsvinde. Må vi sørge for, at de kommende generationer hører herom og grundigt undervises i det, der måske er menneskehedens største forbrydelse. Alle bør aflægge denne kz-lejr et besøg. Skoleklasser bør gøre det. Det gør meget meget ondt – men det er vigtigt at gøre det. For den, der har besøgt det sted, vil aldrig glemme!

Og må vi i den dybeste respekt for de millioner af ofre og deres pårørende undgå at devaluere denne forbrydelse ved at drage sammenligninger til aktuelle forhold, der ikke kan sammenlignes hermed, som f.eks. Kærshovedgård. Eller når man sammenligner den gule jødestjerne – nazisternes stempel på de mennesker, der skulle udryddes fra denne jord – med dagens vaccinemodstandere. Det er absurde sammenligninger.

Regeringen kom i mandags med en national handlingsplan mod antisemitisme, som desværre – forstå det, hvem der kan – er i hastig fremvækst i dag. Det er et meget positivt initiativ, som regeringen skal have ros for.

Lad dette initiativ føre til en samlet folkelig manifestation af afsky og afstandtagen fra dette ækle fænomen og tilsvarende en manifestation af solidaritet med, opbakning til og et værn for vore jødiske landsmænd, når de igen som nu må opleve mørke skyer og trusler, alene fordi de er jøder!

I vort frie og åbne samfund skal vi aldrig acceptere, at skolebørn i deres skole skal bevogtes af maskinpistolbevæbnede soldater og politifolk, at jøder i deres synagoge og menighedslokaler tilsvarende skal bevogtes. Det må aldrig blive til, at man trækker lidt på skulderen og blot konstaterer, at sådan er det. For sådan skal det ikke være!

Ét af handlingsplanens 15 initiativer er mere forskning om “antisemitismens aktuelle udbredelse, udtryksformer, årsagsfaktorer, virkemekanismer og påvirkninger i det dansk samfund, så det i højere grad afdækkes, hvor i samfundet antisemitismen trives.”

Det er der et stort behov. I handlingsplanen taler man lidt forsigtigt om, at der findes antisemitisme på den yderste højrefløj, den yderste venstrefløj og i visse indvandrermiljøer. Det dødbringende terrorangreb mod synagogen i 2015 kom fra sidstnævnte gruppering. De seneste eksempler på skænding af jødiske gravpladser kom fra førstnævnte gruppering.

Der er stærke følelser på spil i den debat. Må vi derfor se frem til, at forskningen kan bidrage til en mere præcis kortlægning af udbredelsen og alvorsgraden af de antisemitiske holdninger og handlinger – og pege på midler til forebyggelse og bekæmpelse heraf.

Et andet initiativ i handlingsplanen har fokus på børn og unge. ”Danske børn og unge skal rustes til at sige fra overfor antisemitisme og alle andre former for intolerance.” Derfor vil regeringen forpligte uddannelsesinstitutionerne til at sikre, ”at eleverne opnår viden og kompetencer, som kan bidrage til at fjerne myter og fordomme ..”

Planen er desværre meget lidt konkret på dette punkt. Men udover bøger bør man også i undervisningen inddrage de mange film og dokumentarprogrammer, der er lavet om emnet og også som allerede nævnt lave ekskursioner til kz-lejren Auschwitz eller anden kz-lejr.

Men det er ikke nok kun at oplyse om antisemitisme. Væsentligt er det også, at befolkningen bredt får en større indsigt i jødisk liv og kultur og danske jøders bidrag til det danske samfund gennem de 400 år, hvor der har været jøder her i landet. Dette bidrag er ganske enkelt formidabelt. Og det gælder stort set indenfor alle områder: Musik, kunst, litteratur, videnskab, erhvervsliv, politik, medier mm. F.eks. er indtil nu tre nobelpriser indenfor fysik tilfaldet danskere, og alle tre er jøder.

Historien om jøders bidrag til det danske samfund bør skrives, fortælles og udbredes til hele befolkningen. For den historie er en beretning om en lille minoritet, det er lykkedes at blive en dybt integreret og en særdeles værdifuld del af det danske samfund samtidig med, at man har fastholdt sin jødiske kultur og identitet. På den vis bør den være et forbillede for andre minoriteter. Den nystiftede ”Foreningen af venner af danske jøder” vil yde sit bidrag til at udbrede kendskabet til den historie.

Præsten Poul Borchsenius skrev tilbage i 1971 en glimrende bog: ”Den evige jøde”. Den havde undertitlen: ”Af antisemitismens historie”. Den historie fortsætter desværre både her i landet og udenfor – ”den evige antisemitisme”.

Må vi derfor aldrig sløve hen – men altid være årvågne og kampberedte mod dette fænomen, når det viser sit ækle fjæs. Og må vi altid være parate til at slå ring om vore jødiske landsmænd, når de rammes heraf. Det gjorde danskerne i 1943 og det skal vi altid være parate til. Lad derfor også ”ånden fra 43” forblive evig!

********

Mogens Lønborg
Formand for Foreningen Venner af danske jøder